Han kæmper for den klassiske musik med dirigentstokken
I 2018 er det 20 år siden Torben H.S. Svendsen startede som dirigent for Københavns Kantatekor. I den anledning har vi interviewet dirigenten til et stort jubilæumsportræt, som du kan læse herunder.
Vi taler med Torben H.S. Svendsen om hans karriere med koret, hans ambitioner, hans syn på fremtiden for sang og klassisk musik og om hans planer for koret fremover.
Vil du hellere høre interviewet som podcast, kan du finde det her.
Tillykke til Torben H.S. Svendsen med jubilæet.
Om Torben H.S. Svendsen:
Torben H. S. Svendsen er født i 1967 og har været dirigent for Københavns Kantatekor i 20 år i 2018. Han er gift med Gabriella Bergman, som er kunstnerisk chef for musikken på Smålands Musik og Teater i Jönköping, Sverige. Familien bor i Hvidovre med deres to drenge på 13 og 17 år, som begge spiller musik (violin og valdhorn).
Torben H.S. Svendsen er uddannet kontrabassist og organist, han har fået privatundervisning i direktion og endelig har han eksamen i orgel og korledelse. Ud over at dirigere Københavns Kantatekor, er han til daglig organist og korleder i Nødebo & Gadevang kirker i Nordsjælland, og endelig har han været dirigent for Birkerødkoret siden 1996.
”H. S.” står for Haahr Snitkjær. Navnene stammer fra henholdsvis Torbens mor og hans farmor.
Hvordan startede din karriere?
Min karriere med Københavns Kantatekor startede i to tempi. Inden jeg blev dirigent var jeg med som kontrabassist på et par projekter. Derfor kendte jeg lidt til koret, inden jeg fik en henvendelse fra korets stifter, min forgænger Gunnar Brønholt, som fortalte, at han ønskede at stoppe, og at koret ledte efter en afløser. Gunnar foreslog, at de tog kontakt til mig, efter han havde set mig dirigere en koncert med Birkerødkoret i foråret 1998.
Vidste du godt dengang, at du ville være dirigent?
På det tidspunkt vidste jeg det godt, for det havde ligget og summet i baghovedet. Jeg havde utrolig stor respekt for dirigenthvervet, og der gik lang tid før jeg turde springe ud i det. Desuden var der noget forfængeligt i det; jeg vidste godt, hvordan jeg af og til selv kunne finde på at omtale dirigenter, og derfor tænkte jeg ”sådan vil jeg ikke have, at der er nogen der taler om mig”.
Hvad var det ved Kantatekoret, der fik dig til at tage opgaven?
To ting: Dels var jeg klar over, at det at være dirigent, var en god måde at udtrykke mig på musikalsk. Det viste sig også, at jeg var ret god til at få folk til at gøre de ting, jeg gerne ville have dem til at gøre, samt at få noget ud af det.
Dels var der også det, at der med Københavns Kantatekor var et ”perfect match”, fordi korets profil passede til min profil, i og med at jeg både har en sanglig og en orkestral baggrund. Og med det repertoire, som Kantatekoret har, med oratorieværker med både kor og orkester, så var jeg helt i mit es.
Hvordan husker du de første år som Kantatekorets dirigent?
Kantatekoret var på et lidt højere niveau vokalt end de andre kor, jeg havde arbejdet med på det tidspunkt. Og som det er ganske sædvanligt i forbindelse med dirigentskifte, var koret også skrumpet en anelse. Så der var kun cirka 30 sangere med, da jeg overtog koret.
Derfor skulle vi lige finde hinanden, hvilket faktisk gik forbløffende godt. Det første værk, jeg fik lov til at lave, var Rossinis Lille Messe (Red.: Petite Messe), som har den fordel, at det udelukkende er et værk for solister, kor ledsaget af klaver samt harmonimum og altså ikke orkester. Det næste jeg lavede var Haydns Skabelsen i foråret 1999. Og dér rullede det sig for alvor ud med ”hele apparatet” med solister og orkester.
Jeg havde den fordel, at det var et værk, jeg havde dirigeret tidligere, så det skulle jeg ikke lære helt fra bunden, som det var tilfældet med nogle af de andre værker, jeg havde fornøjelsen af – for eksempel Juleoratoriet af J.S. Bach.
Følte du dig hjemme i Kantatekoret fra starten?
Ja i høj grad! Kantatekoret er et dejligt sted. Det er nogle dejlige mennesker, både musikalsk og socialt. Der er, og har altid været, en rigtig god stemning i koret.
Som dirigent skal man trække det bedste frem i folk, og prøve at få dem til at levere, og det er faktisk lettere, når der er en god stemning.
Så det er vigtigt, at et kor også er socialt anlagt, udover at de er gode til at synge?
Ja, det synes jeg i høj grad. Helt generelt oplever jeg, at korsangere er utroligt sociale og kompetente mennesker. Som dirigent skal man trække det bedste frem i folk, og prøve at få dem til at levere, og det er faktisk lettere, når der er en god stemning.
Vil du betegne dig selv som en ambitiøs dirigent?
Ja, det vil jeg. Jeg er altid ambitiøs på mine ensemblers vegne og på egne vegne naturligvis. Det handler om hele tiden at forbedre sig. Gøre det en lille smule bedre, end man gjorde tidligere. Jeg synes også, at mit generelle arbejde med Kantatekoret har vist en stejl og vedvarende, opadgående kurve i præstationerne! Koret er hele tiden blevet bedre musikalsk, vokalt og klangligt. Så ambitioner må der absolut til.
Det skal bare ikke være sådan nogle ambitioner, der ”kvæler”. Jeg har oplevet dirigenter, som blev kvalt i deres egne ambitioner. Derfor besluttede jeg mig for, ganske tidligt i mit karriereforløb, at jeg ikke ville blive en slave af dem. At sætte ambitionerne i forhold til for eksempel en femårs plan, som gik ud på, at jeg skulle nå til et bestemt niveau og dirigere nogle bestemte ensembler. Det har aldrig været en del af min plan. Derimod har det altid været en del af min plan til stadighed at lave bedre koncerter og lave bedre musik med de mennesker, jeg er kommet i kontakt med.
Og hvordan har du så ”lavet bedre musik”?
Kontinuerligt, målrettet arbejde på de fronter, hvor det har været nødvendigt. Der er både arbejdet med mig selv, hvor jeg i hvert projekt har lært en masse. Hvad fungerer? Hvad fungerer mindre godt? Hvad fungerer rigtig godt? Og hvad skal vi have mere af fra ”min stol”?
Men det er også interessant at få udviklet ensemblet, altså koret. Hvad har vi brug for og hvor skal vi sætte ind? Har koret brug for at blive bedre til at synge høje toner eller skal vi blive bedre til at læse noder? Alt dette skal afbalanceres.
Jeg fulgte en plan om at gøre langsomme fremskridt. Og det var der nogle, som var ved at gå helt op i limningen over i begyndelsen, hvor de ikke syntes, jeg stillede høje nok krav. Men de samme mennesker er kommet til mig senere og har sagt, at de godt kunne se, at det var det rigtige, jeg gjorde.
Hvordan er det at arbejde med en så stor flok mennesker med forskellige ambitionsniveauer?
Jeg betragter koret som kor – det vil sige én flok. Så er jeg godt klar over, at der er mange individer og individuelle dagsordener i flokken. Jeg prøver at finde middelvejen i det hele. Ikke en middelvej der er sløv, men en tilpas spænding der gør, at det til stadighed driver fremad og opad.
I Kantatekoret er spredningen faktisk noget af det maksimale, man kan holde sammen på og stadigvæk få noget ud af det. Men det går jo!
Hvordan får man et amatørkor til at yde sit bedste?
Udgangspunktet er, at alle kommer, fordi de vil det. Man bruger tid og sågar penge på det, så selvfølgelig vil man det. Jeg prøver også at inddrage de enkelte sangere i processen, ved at få dem til at forstå, hvad målet er. Altså det mål jeg opsætter, og som derved bliver et fælles mål. At få det defineret for den enkelte sanger, som derigennem får medejerskab i projektet og dermed også får lyst til at yde sit allerbedste, fordi man godt kan mærke, at det gør en forskel.
Omkring motivationen, så forsøger jeg altid at gøre mit til, at der er en god stemning. Vi arbejder seriøst, men der er altid plads til grin og smil. Mine erfaringer er, at hvis folk føler sig godt tilpas, så yder de også bedre.
Hvad har du lært af at være Kantatekorets dirigent i 20 år?
Jeg har lært rigtig mange ting! For eksempel tekniske ting som hvordan man indstuderer og hvordan man skal udtrykke sig for at opnå ting. Jeg har også lært, at mennesker er meget forskellige. Det der virker på A virker måske slet ikke på C men en lille smule på B. Jeg har tit tænkt på, at man egentlig i forbindelse med, at man bliver uddannet som dirigent, burde have en lille psykologieksamen. Det kan der ind imellem godt være brug for.
-Når man arbejder med musik, kommer man også tæt på følelserne. Og så kan der opstå konflikter. Jeg husker et par gange, hvor der har været krise i forbindelse med forprøven op til en koncert, fordi nogen ikke brød sig rigtig om dem, de var kommet til at stå ved siden af. Og så var hele deres verden ved at bryde sammen. Det skal man så også lige håndtere, samtidig med, at man skal klare akustikprøver, få plads til fagotten og så videre.
Hvilken udvikling har du været igennem de sidste 20 år?
For 20 år siden, som godt 30-årig og så nu som godt 50-årig, er der løbet meget vand i åen. Man hæver sig efterhånden lidt op over det hele og modnes jo helt enkelt, som i så mange andre af livets forhold, således også som dirigent. Hvor der i starten måske var lidt omveje, så er jeg blevet skarpere til at komme frem til pointen.
Er du blevet bedre til at dirigere?
Ja det synes jeg i høj grad, jeg er. Og det er ikke så ualmindeligt. De bedste dirigenter er jo mellem 60 og 80. Herbert Blomstedt er omkring 90, og han dirigerer jo endnu.
Ser du dig selv dirigere kor som 90-årig?
Måske ikke som 90-årig. Men jeg har i hvert fald formuleret for mig selv, at der ikke er noget, der hedder pension før tidligst 75 år.
Har du ligesom korsangerne yndlingsværker, som du elsker at dirigere?
Jeg vil sige det sådan: der er visse værker, der taler stærkere og mere direkte til mig. Og så er der værker, som ikke strømmer lige så frit. Det tror jeg er helt gennemgående for dirigenter.
Hvilket værk eller hvilken komponist er det?
Nogle gange bliver man jo stillet spørgsmålet: Hvis du kun måtte tage én bog med eller ét musikværk med på en øde ø, hvad skulle det så være? Oversat til mit sprog: hvis der kun var ét værk, jeg kun måtte dirigere resten af mit liv, så tror jeg det skulle være Verdis Requiem. Fordi det er SÅ stort.
Jeg har det allerbedst, når der er rigtig meget at holde rede på. Så i Dies Irae-satsen (2. sats i Verdis Requiem), når det hele brager løs med fuld knald på, med 120 mennesker i den ene ende af kirken og fire trompeter i nede i den anden ende af kirken, der skal passe sammen, så synes jeg, at tingene går op i en højere enhed.
Men når det er sagt, så er der også en utrolig spændvidde i udtrykket hos Verdi. Det er fantastisk musik; smækfyldt med lækre melodier. Og det er så mangefacetteret i sit udtryk – fra det vildt og voldsomme til det inderlige, til det råbende, til det grædende… Vi er hele paletten rundt.
Hvad så med den anden ”grøft”? Er der værker, du ikke vil dirigere?
Jeg bliver af og til spurgt, om vi ikke skal synge Carmina Burana af Carl Orff. Og den taler bare ikke rigtig til mig. Den får ikke rigtig fat. Og man skal kunne forstå musikken for at kunne formidle den til ensemblet.
Er der et bestemt sted i nogle værker, som får gåsehuden til at rejse dig hos dig?
Første gang, vi lavede Dvořáks Stabat Mater og vi nåede til det store Amen-kor, i 10. sats, var det lige ved at blive for meget. Det kan lyde utroligt narcissistisk at kunne blive berørt af den musik, man selv laver. Men der var musikken lige ved at tage ’grebet’ fra dirigenten. Det blev meget emotionelt…der kunne hurtigt være løbet en tåre.
Hvad anser du for at være dine største højdepunkter som korets dirigent, de sidste 20 år?
Verdi-koncerterne står som højdepunkter. Ikke mindst den seneste i 2016. Et andet højdepunkt har været de gange, vi har lavet Matthæus-passionen af Bach, for det er jo også noget af det allerstørste – et utroligt helstøbt værk.
Jeg husker en af gangene, vi opførte værket og hvor alting bare faldt i hak. En af korsangerne, en tysk kvinde, der har sunget værket adskillige gange, kom bagefter og sagde: ”Det er første gang, jeg synes, at værket var for kort”. Og det er vel at mærke efter tre timers musik!
Jeg havde det faktisk på samme måde. Den dag gik alt op i en højere enhed. Man skulle ikke kæmpe med noget, eller strides. Det var en rigtig stor oplevelse.
Og endelig bliver jeg også nødt til at nævne den gang i 2015, hvor vi opførte samtlige seks kantater i Juleoratoriet af Bach. Det synes jeg også var en utrolig oplevelse, og fantastisk at få dem på række. Vi har regelmæssigt opført alle kantaterne i forskellige kombinationer. Men det dér med at spille alle seks sammen, og få et flow igennem dem. Jeg er godt klar over, at de ikke er komponeret som et samlet værk, men der er dog ”Bachs ånd” over det hele. Det var også en rigtig stor oplevelse.
-Men ellers er det jo generelt et højdepunkt hver gang vi laver en koncert. De tre store oratorieproduktioner pr. sæson, vi opfører, står som højdepunkter alle sammen i forskellig grad.
Er der nogle specielle anekdoter fra de sidste 20 år du vil dele?
Vi har haft nogle lidt halvdramatiske oplevelser, som da vi måtte afbryde en Stabat Mater koncert (Dvořák), da en af basserne faldt om med et epileptisk anfald, hvilket jo var ret dramatisk. Vi har også haft en tenorsolist, som var ved at besvime midt i Mathæus-passionen. Men ellers synes jeg, at Kantatekorets koncerter altid er meget seriøse. Altså lige bortset fra Nytårskoncerterne, som jo er noget helt andet. (Red.: I Kantatekorets nytårskoncerter er der oftest en meget afslappet stemning med solister, der gerne optræder på ”slap line”).
Der er ikke den samme selvfølgelighed i at gå til klassiske koncerter nu som der var for 20 år siden. Jeg tror det er fordi der mangler indføring i den klassiske musik.
Hvordan synes du publikumsinteressen for kormusik generelt har udviklet sig i løbet af de sidste 20 år?
Desværre har den været for nedadgående. Der er ikke den samme selvfølgelighed i at gå til klassiske koncerter nu som der var for 20 år siden. Jeg tror det er fordi der mangler indføring i den klassiske musik. Vi bliver alle sammen fodret med musik på P3 og P4 og med muzak i butikkerne. Det kommer hele tiden, og der er ikke så meget at forholde sig til. Korte numre med et fast beat og nogle få akkorder. Klassisk musik er jo meget mere facetteret og indeholder mange flere elementer – og det er noget, der kræver indføring. Og jeg kan roligt sige, at det ikke er den fantastiske musikundervisning, jeg har modtaget i Folkeskolen, som har gjort at jeg er blevet musiker.
Når jeg ser på den undervisning, mine børn har modtaget i Folkeskolen, er den også bedrøvelig. Det er helt almindeligt, at musiklærere ikke kan spille klaver, de kan ikke læse noder, de har ingen fornemmelse af, hvad et orkester er, eller hvad et kor er i klassisk forstand. Jeg synes, der går lidt for meget ”pladevender” i musikundervisningen. Og det tror jeg er årsagen til den lidt vigende interesse. Fordi folk kommer ikke indenfor.
På den anden side, har vi jo i koret oplevet, at folk har inviteret venner med til koncert, mennesker, som aldrig har lyttet til klassisk musik før. De bliver fuldstændig bjergtaget af det, de hører. Oftest er det sådan nogle action-prægede værker, Verdi eller Mozart Requiem, hvor der virkelig er knald på trompterne og paukerne og den slags. Værker, der umiddelbart vækker folk. Og når de først er kommet indenfor, er de lettere til at lokke med til noget andet. Fordi det gav dem jo noget!
Det er nok sådan en helt generel udfordring, som klassisk musik står med i dag: At dannelsesniveauet når det gælder klassisk musik er dalet. Og ikke bare i de sidste 20 år, men i de sidste 40 år.
Så hvis du var kulturminister – hvad ville du så indføre i morgen?
Det har vi vist ikke plads til her i interviewet!
Men jeg synes, at den klassiske musik må opprioriteres. Og det skal komme nedefra, altså i skolerne. Der skal mere tryk på musikundervisningen og i det hele taget skal der mere tryk på de kreative fag, som også er blevet forsømt over hele linjen efter min mening. Og desværre må jeg sige, at den regering og den kulturminister, vi har i øjeblikket, ikke prioriterer musikken eller kulturen i det hele taget. Tværtimod bliver der jo beskåret, så det er svært at udvikle nyt. Det bliver sværere for musikere, uddannet på vores musikkonservatorier i dag, fordi de får langt mindre undervisning end jeg gjorde, da jeg fik undervisning i 80’erne og 90’erne.
Det betyder så igen, at de ikke vil være i stand til at konkurrere sig til pladser i symfoniorkestrene, når der er åbninger. Resultatet af det er, at vores symfoniorkestre bliver besat med folk fra udlandet.
At musikere krydser landegrænser, har altid været tilfældet indenfor musikken; mange musikere tilbage i Christian den IVs hof var også hentet i udlandet, og dem vi bryster os af i dag såsom Kuhlau og Weyse var jo tyskere, der kom til København. Den tendens vil blot blive styrket; At danskerne i musiklivet vil få en svagere position, mens dygtige udlændinge fra lande, hvor man prioriterer tingene lidt højere, vil få pladserne i symfoniorkestrene. Og det synes jeg er synd! Jeg synes det er synd hvis den danske orkestertradition forsvinder.
Et eksempel: Vi har Det Kongelige Kapel, som er verdens ældste orkester, som sidste år måtte gå ned på 90% fordi teatret blev beskåret. Og det er da et trist signal at sende. For hvor er tradititionen henne, hvis vi glemmer det, vi står på? Hvor er Danmark så henne til sidst?
(Red.: Sidste år blev Det Kongelige Teater, som Det Kongelige Kapel hører under, pålagt en besparelse på 2%, hvilket svarer til omkring 50 millioner kroner i perioden 2016-2019. Orkestret undgik at fyre medarbejdere, fordi alle 104 musikere indvilligede i at gå 10% ned i løn).
Hvordan ser du fremtiden for amatørkor i Danmark?
Korlandskabet kommer til at svinde ind. Jeg kan se, at nogle af de korsangere, jeg arbejder med forskellige steder, begynder at være oppe i årene. Der er mange, som er omkring 70-75 år gamle, og det er småt med rekrutteringen nedefra. Det fører os tilbage til det vi talte om tidligere, med den manglende sang- og musikundervisning i skolerne. ”De gamle”, som jeg vil tillade mig at kalde dem her, sang i skolen dagligt. For dem har det været en naturlig ting at synge og det er det ikke for børn og unge i dag. Jeg ser det samme med mine egne børn på 13 og 17 år, som ikke har sunget meget i skolen. Det som de har sunget, er det, vi har sunget herhjemme.
Det kommer til at betyde, at korlandskabet kommer til at svinde ind på den brede front.
Der er heldigvis stadig meget gang i børnekorene rundt omkring ved kirkerne og i Danmarks Radio og andre steder, så det bliver ikke helt tabt. Men det er ikke så selvfølgeligt at synge for den brede befolkning, som det var tidligere.
Hvad kan vi gøre ved det?
Igen – styrke sang- og musikundervisningen i de små klasser i folkeskolen.
Hvad synes du, at de forskellige kor kan gøre både for at rekruttere unge mennesker og få dem ind at lytte til koncerterne?
Vi må jo prøve at hele tiden gøre opmærksomme på os selv og være der, hvor de unge er. De er på nogle andre platforme, læser ikke aviser eller ser fjernsyn. Så vi skal ud at have fat på dem andre steder og prøve at give dem lyst til at synge.
Det at folk trækker sig fra at synge, hører jeg også oftere i mit virke som organist. For nylig var jeg som vikar ude at spille orgel til en vielse. Der var mange mennesker, og derfor var folk nødt til at sidde tæt på orglet for at kunne være i kirken. Så sagde jeg til dem, der sad bagerst, at de gerne måtte sidde dér, men at de skulle vide, at der var en ”ekstra forpligtelse til at synge med”, når de sad så tæt på orglet. Svaret var: ”Det skal du ikke ønske dig”.
Og jeg bemærkede godt, at de næsten ikke sang med. Det er desværre også mere og mere almindeligt, at der ikke bliver sunget med i kirkerne under tjenesterne, desværre.
Er det fordi folk er generte eller ikke kender musikken?
Både og. Men nok mest det første. De tør ikke. Der er blevet en angst for at blive til grin. Jeg ved ikke, om det er det dér med, at der kan være ”kontant afregning” i dag, fordi alle mennesker har en mobiltelefon i nærheden, som kan optage både lyd og billeder. Så hvis man gør sig pinlig – og det må man jo bestemt ikke – så er det dobbelt pinligt, hvis det bliver optaget og kommer ud forskellige steder. Det tror jeg gør, at mange af dem simpelthen ikke tør synge til i kirkerne. Det er bedre at sidde stille og forholde sig i ro. Og det er trist, fordi de jo går glip af så utroligt meget.
Jeg ved, at nogle af kororganisationerne har forskellige tiltag, blandt andet Stemmens Dag. Der er også tiltag såsom ”Spil Dansk” og ”Syng Dansk” (28. oktober til 4. november i 2018), hvor man forsøger at få folk lidt mere op af stolene. Men når det gælder fremtiden, ved jeg ikke rigtig. Fordi der er desværre meget gråt guld og det kunne være rart, at der også var ”andet guld”.
Hvad vil du sige til unge korsangere, der læser dette og som måske har lyst til at søge ind i Københavns Kantatekor?
Jamen kom og prøv os af! Alle der er korsangere i forvejen skal være hjertelig velkommen. Københavns Kantatekor er jo et godt kor, så det er ikke et sted, man begynder sin korkarriere. Men hvis man har korerfaring og en god stemme, skal man være hjertelig velkommen.
Desuden behøver man ikke gå til optagelsesprøve første gang man er der. Man får lov at prøve det af, for at se om det er noget. Man kan synge med en 2-3 gange inden man beslutter sig for, om man har lyst til at gå til optagelsesprøve.
Vi skal blive endnu bedre til det vi laver. Vi skal blive ved med at komme ud og insistere på at lave god musik og berige menneskers liv.
Hvad er dine ambitioner for Københavns Kantatekor de næste 20 år?
Vi skal blive endnu bedre til det vi laver. Vi skal blive ved med at komme ud og insistere på at lave god musik og berige menneskers liv. Jeg kan blive helt trist til mode ved den tendens der er, til at ”kultur er noget luksus, som man godt kan skære væk”, hvis man synes. Jeg mener, at vi slet ikke kan leve uden kultur, for det giver så meget til vores indre liv som mennesker.
Det er også hele mennesker, der skal være med til at lede dette land – at forme dette land. Man kan ikke bare som sådan nogle små maskiner gå på arbejde og passe sit øvrige liv, hvis man ikke har noget indre liv!
Og dér skal vi være på banen. Vi skal blive ved med at lave det, vi er gode til, nemlig de store opsætninger. Men vi skal også søge nye udfordringer, nye værker og nye sammenhænge. Man kan sige, at vores grundopstilling er temmelig konservativ, fordi vi helst ikke opfører musik der er yngre end 100 år. Og værkerne, vi opfører, er oftest i en kor-orkester version. Det hænger sammen med, at det er det, Kantatekoret kan sælge billetter til og skabe økonomi i. For vi har også en økonomi, der skal hænge sammen.
Mit ønske er, at vi får lejlighed til, at ”åbne paletten mere”. For eksempel at lave noget eksperimenterende, noget musik med andre kunstarter.
På et tidspunkt lavede vi noget sammen med en dansetrup, som fungerede rigtig godt. Man kunne forestille sig noget tilsvarende. Ellers kunne det være noget med billedkunst – at der er noget visuelt, som musikken spejler sig op imod.
Helt generelt skal vi være på banen og berige folks liv. Og så er det jo en berigelse i sig selv at synge i kor. Man kan se det i øjnene på korsangerne efter koncerterne. De er ikke helt de samme mennesker, som de var inden koncerten gik i gang.
Interview: Anette Hallstrøm/Hallkom, september 2018.
Øverste foto: Jan Schmidt. Øvrige fotos: Peter Kirkeskov Rasmussen