Nyhedsbrev oktober 2019

J.S. Bachs H-mol messe er “korets værk”

I de flestes optik er J.S. Bachs h-mol messe blandt de største og smukkeste korværker i musikhistorien overhovedet ved siden af hans egen Mattæuspassion, diverse requier af Mozart, Verdi, Fauré og Brahms samt Händels Messias.

Værket blev skrevet over en lang årrække fra 1714, men først kort før sin død i 1750 fik Bach samlet alle messens dele til et helt værk, som først senere fik titlen “Hohe Messe in H-moll”. Derfor blev h-mol messen aldrig opført i sin helhed i Bachs levetid.

Kom med til koncert – billetter her

  • Søndag 27. oktober kl. 16.00 i Store Magleby Kirke, Dragør
  • Onsdag 30. oktober kl. 19.30 i Helligaandskirken, København

Dirigent Torben H.S. Svendsen siger om værket:

Messe i h-mol hedder værket, men faktisk er der mere d-dur end h-mol i dette mesterværk. Bach var jo om nogen protestantisk, men han kunne ikke helt holde fingrene fra den store klassiske katolske messe, der her, over næsten to timer, rulles ud i sin fulde længde. Bach demonstrerer sin suveræne kunnen udi kontrapunktikken, gennem et væld af fantastiske korsatser (15 stk. i alt). I disse demonstrerer Bach gennem de 4-, 5-, 6- ja sågar 8-stemmige satser hele sin store palet af musikalske virkemidler, lige fra det inderlige over det gribende til det imponerende flotte i Sanctus-satsen. De fire medvirkende solister har smukke arier at synge, men h-molmessen er nu korets værk!

Vi præsenterer solisterne:

Solisterne i Bachs h-molmesse 2019

Nina Bols Lundgren, sopran, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og fik sin debut fra solistklassen i 2009. Hun har siden været en efterspurgt oratoriesolist og fik sin operadebut på Den Fynske Opera. Hun fik sin internationale debut i Holland med New Dutch Academy, har været finalist og prismodtager i ‘The Mozart Singing Competition’ i London. Hun har netop indspillet Carl Nielsens 3. Symfoni med Odense Symfoniorkester i forbindelse med deres 75-års jubilæum. Vinteren byder på endnu en CD-indspilning af bl.a. Clara Schumann-lieder med pianisten Christina Bjørkøe. Sidst, Nina Bols Lundgren sang med Kantatekoret, var ved Juleoratoriet i 2018.

Maria Kontra, mezzosopran, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og operaskolen ved Royal Academy of Music i London. Marias repertoire spænder over vokalmusik fra renæssancen til nykomponeret opera. Hun har optrådt med de fleste af landsdelsorkestrene og sunget adskillige operaroller igennem tiden. Som oratoriesolist har Maria bl.a. sunget altpartierne i Buxtehudes Membra Jesu Nostri, Händels Messias, Bachs Juleoratorium, Magnificat, Matthæuspassion og h-mol messe, Rossinis Petite Messe Solennelle, Verdis Requiem og Mozarts Requiem, som hun sang med Københavns Kantatekor i 2012.

Rasmus Gravers Nielsen, tenor, er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Bodil Gümoes og Tonny Landy. Videre studier hos Anthony Rolfe Johnson og Gregory Lamar. Rasmus er flittigt brugt som Evangelist og solist i bl.a. Bachs passioner og Händels oratorier med landets førende barokorkestre. I det romantiske repertoire har han sunget Rossinis Stabat Mater, Petite Messe Solennelle og Puccinis Messa di Gloria med flere. De senere år har han også gjort sig bemærket inden for opera, som Tamino i Mozarts Tryllefløjten, Ernesto i Donizzettis Don Pasquale og Rodolfo i Puccinis La Bohéme. Til daglig er Rasmus medlem af DR Vokalensemblet og sidst, han sang med Kantatekoret, var ved Bachs Johannespassion i 2013.

Jakob Vad, baryton, er en efterspurgt sanger ved de danske operahuse og har de seneste år arbejdet ved såvel Jyske Opera, Opera Hedeland, Det Kongelige Teater og ved Opera Classica i Tyskland. Han har sunget titelrollen i Don Giovanni i Bonn, Tyskland, Greven i Figaros Bryllup med Guidopera, og Papageno i Tryllefløjten ved Opera Classica i Tyskland. Jakob har desuden en forkærlighed for oratorier og lieder, og er hyppigt solist ved landsdelsorkestrene i Danmark og med Københavns Kantatekor, som han har været solist med adskillige gange.

Skal du med til “Åben Korprøve”?

Ligesom tidligere i år åbner vi dørene til en aften sammen med Kantatekoret, hvor du vil få et helt unikt indblik i, hvordan vi forbereder os til et så stort og omfattende værk, som Bachs h-mol messe er.

Du skal ikke selv synge med, men bare nyde at se, hvordan vores dirigent arbejder med Johann Sebastian Bachs musik og med koret.

Denne gang skal du betale for Åben Korprøve, men du får til gengæld en billet med i købet til en af koncerterne. Din koncertoplevelse bliver dermed udvidet, så du både får oplevelsen af øveprocessen og af selve koncerten.

Åben Korprøve finder sted i Valby ved København fra 19.15-22.00 onsdag den 23. oktober

Hvis du skal med til Åben Korprøve:

  • Tilmeld dig til Anette Hallstrøm på info@hallkom.dk
  • Overfør penge på Mobile Pay til Anette inden den 23/10 (150 kroner for koncerten i Store Magleby 27/10 – 190 kroner for koncerten i Helligaandskirken 30/10)
  • Alternativt kan du betale din billet kontant den 23/10
  • Du får udleveret din billet til koncerten ved prøven

OBS: Der er et begrænset antal pladser til Åben Korprøve, så vi anbefaler, at du melder dig til snarest.

Alle detaljer bliver sendt til dig på e-mail, når du tilmelder dig.

Vi håber på at se dig!

På glædelig gensyn

Københavns Kantatekor

PS: Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her. Så vil du automatisk modtage det i din indbakke, når vi sender det ud.