Nyhedsbrev november 2019

Händel Messias med Københavns Kantatekor 2019

Kantatekorets koncerter med Händels Messias nærmer sig med hastige skridt.

Koncerten i Bagsværd 18/12 er udsolgt, mens du stadig kan få billetter til koncerterne i Lindevang Kirke 14/12 og Store Magleby Kirke 15/12. Billetter på Billetlugen.dk

I år opfører Københavns Kantatekor de to første dele af Messias i deres fulde udstrækning og afslutter koncerten med det berømte Halleluja-kor. Musikerne kommer denne gang fra DR’s symfoniorkester.

Vores suveræne og velklingende solister er klar…

Hvem er solisterne i Messias?

Signe Sneh Durholm er en alsidig lyrisk-koloratur sopran med bredt spænd i stemmen. Signe Sneh er uddannet på det Det Kongelige Operaakademi ved Det Kongelige Teater, hvor hun har studeret hos Anne Margrethe Dahl. Hun har tidligere afsluttet sin bachelor i klassisk sang fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, som er afsluttet med højeste karakter. Signe har været gæsteoperasolist ved adskillige lejligheder og har modtaget flere anderkendelser, sang- og konkurrencepriser, legater samt hæderslegater og flotte anmeldelser. Sidst Signe sang med Københavns Kantatekor var Ein deutsches Requiem i 2017.

Anne-Sofie Søby Jensen er uddannet fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Royal Academy of Music i London. Fra sidstnævnte er hun netop dimitteret, hvor hun har studeret med internationalt anerkendte lærere på et generøst scholarship. Anne-Sofies karakteristiske stemme er ofte beskrevet som varm, unik og farverig, og har allerede gjort hende til en efterspurgt lieder- og oratoriesolist i både ind-og udland. Især hendes barokoptrædener modtager stor anerkendelse: senest i rollen som Rosmira i Handel’s opera “Partenope” med Hampstead Garden Opera. Händels “Messias” er Anne-Sofies debut med Københavns Kantatekor.

David Danholt vandt i 2014 Den Internationale Wagnerkonkurrence i Seattle. Han er derfor blevet engageret i operahuse i USA såsom Seattle Opera, Michigan Opera Theatre/Detroit, Florida Grand Opera/Miami og Arizona Opera/Phoenix. Han har etableret sig internationalt både i opera- og koncertsammenhænge i det jugendliche heldentenor-fag med roller og værker som Erik/Den flyvende Hollænder, Florestan/Fidelio, Beethovens 9.Symfoni og Missa Solemnis. David har optrådt flere gange med Københavns Kantatekor, blandt andet ved vores populære nytårskoncerter.

Teit Kanstrup er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2006 og siden fra Operaskolen på Royal Academy of Music i London. Siden har han arbejdet som freelancesanger i ind-og udland. I oratorie- og koncert-sammenhæng favner han over et bredt repertoire fra baspartierne i Bach og Händels passioner og oratorier til krævende barytonpartier i  ”Elverskud”, ”Carmina Burana” Rossinis ”Stabat Mater” og ”Flagermusen”, som han alle har sunget med landsdelsorkestrene. På Det Kongelige Teater har han de seneste sæsoner sunget flere gode roller, heriblandt i den Reumert-vindende Dead Man Walking. Sidst Teit sang med Københavns Kantatekor var ved Johannes-Passionen i 2018.

Korets dirigent Torben H.S. Svendsen siger om Messias:

Dirigent for Københavns Kantatekor Torben H.S. Svendsen
Foto: Jan Schmidt

Der er altid en følelse af at ’komme hjem’, når man igen får partituret mellem hænderne. For Messias er et af de værker, der har fulgt mig længst og er stadig et herligt værk, der vedbliver med at inspirere og berige mig, her mere end 30 år efter jeg første gang var med til at opføre det.

Vi glæder os rigtig meget til at se alle til koncert. Og til jer, som vi først ser næste år: Rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår 2020.